Drop nu den madskål! Få gode råd til aktivering af hund

Aktivering af hund

Drop nu den madskål!! Brug foderet til aktivering af hund

Nu er det ikke fordi, at det skal handle om madskåle 🙂

Det skal mere handle om den måde, som vi fodrer hunden på. Dette kan du nemlig koble med din aktivering af hund.

Jeg går ind for, at du som hundeejer dropper madskålen og lader hunden ’arbejde’ for sin mad

Hvis maden ikke står fremme hele tiden – og vi endda tager initiativ til nogle sjove aktiviteter sammen med hunden, hvor vi bruger maden, skaber det motivation hos hunden. Der bliver overført noget positiv værdi til foderet. Hvilket foder vi anvender, kan dog også have betydning – køb et ordentligt foder med et højt kødindhold, så øges hundens interesse ofte. De hunde, som aldrig lærer at yde noget selv for at få adgang til det, de gerne vil have, kaldes for ’curlinghunde’. Disse hunde er svære at træne, fordi de har en lav motivation for at samarbejde med ejeren.

Fysisk aktivering kontra mental aktivering af hund

Det kan godt være svært at udstikke nogle generelle forskrifter for, hvor meget, hvor lidt og hvordan, du skal aktivere din hund. Det afhænger jo af hundens alder, race, mv. Men efter min mening bør man som hundeejer sørge for, at der er en god balance mellem den såkaldte fysiske og den mentale aktivering. Den fysiske aktivering består f.eks. af gåture, leg, løbeture og den slags, mens mental aktivering f.eks. kan være søgning, spor, indlæring af øvelser og problemløsning. Man kan godt sige, at hunden i den fysiske aktivering bruger benene, mens hunden i den mentale aktivering mere skal bruge hovedet.

De fleste hundeejere kommer ud at gå med deres hunde, selvom gåturene godt kunne gøres lidt oftere eller længere. Men hvis vi bare skruer op for den fysiske aktivering, kommer hunden i bedre og bedre form. Nogle hunde bliver stressede, hvis vi f.eks. kaster meget med bold, og kan ikke falde til ro. Bruger vi mere af den mentale aktivering, gør vi hunden træt på en god måde. Det er aktivering af hund, der involverer næse og hoved. Men det kan ofte være svært at finde på noget til din aktivering af hund. Herunder følger eksempler på og forslag til forskellige mentale og fysiske aktiviteter, som du kan lave med din hund. Hvis du træner på øget kontakt og gå pænt i snor, er det også en god idé at tage initiativ til aktiviteter på din gåtur. På online-kurset Fra Frygtelig til Fantastisk Gåtur får du på modul 3 endnu flere gode forslag til aktiviteter på gåturen.

Søgning/spor (mental aktivering)

  • Daglig søgning af en del af sit foder – gerne på græsset i haven eller på gåture.
  • Søgning af genstande eller personer.
  • Brug f.eks. godbidder eller hundens foder til at lave spor 2 gange om ugen.

Indlæring (mental aktivering)

  • Lydigheds- og kontaktøvelser såsom dem på forløbet, indkald, mv.
  • For-sjov øvelser, f.eks. ’giv pote’, ’tvist’, ’siksak’, ’rulle’, ’kravle’ & ’vinke’.

Problemløsning (mental aktivering)

Giv hunden opgaver, som den kan løse. Læg genstandene væk, når hunden ikke bruger dem, hvis den ødelægger dem. Bliver hunden destruktiv eller giver op, skal du ikke sig ’nej’ eller lignende, men gøre problemet lettere at løse. Gør problemerne sværere ved succes.

  • Få tørkost/godbidder ud af diverse beholdere. Sæt evt. flere sammen.
  • Slikke f.eks. leverpostej ud af hule ben eller en Kong, der har været i fryseren.
  • Bøtter/kasser med godbidder under. Derefter kan den lære at åbne dem. Næste trin kan være at gemme dem også.
  • Godbidder i viskestykker, gamle sokker, bukser med knude på benene.
  • Giv hunden omvejsproblemer, som den skal løse. En hjælper holder hunden, mens du går rundt om et hegn og hunden skal så finde over til dig rundt om hegnet. Det er sjov aktivering af hund, og kan både få pulsen op og smilet frem. Eller hvis hunden kommer over på den forkerte side af en lygtepæl el.lign. er det ikke dig, der skal løse det, men hunden der skal lære det. Start med at gøre det lidt nemt.
  • Lære den at markere eller vælte den skål, hvor der er godbid i. Hold med hånden på dem, som den ikke må vælte. Sæt efterhånden flere op.

Balance / kropskontrol (mental aktivering)

  • Balancere på træstammer (må ikke springe fra høje steder før udvokset).
  • Kravle under dine ben, når du sidder på gulvet.
  • Agility (som udvokset)
  • Legepladser for børn kan også være for hunde, men husk at tage hensyn.
  • Sidde på bagben.
  • Danse.
  • Søge bløde godbidder i træernes bark – højere oppe end hunden selv.
  • Springe over ben, gennem gennem hulahop-ring eller armring.
  • Gribe godbidder.
  • Sidde med godbid på næsen.

Motion (fysisk aktivering)

  • Gåture (hvis hunden får lov at snuse i eget tempo, er det også mental aktivering).
  • Cykelture & løbeture (udvokset).
  • Leg med bold, pind, andre hunde, mv.

På online-kurset Lær at massere din egen hund kan du få mange flere gode råd til hundens fysiske træning, hvordan du forebygger skader, mv.

Måske vil nogle af mine andre blogindlæg inspirere dig….

stress hos hunde
massage hund
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *