Sådan bliver det lettere at tage din hund med på besøg

Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg synes det er SÅ rart at kunne tage min hund med mig – fx med på besøg hos venner og familie, eller på besøg på en café ude i sommerlandet. Men for at du kan gøre det, er der nogle faktorer, der skal være i orden for at I alle får noget godt ud af det. Jeg har herunder skrevet nogle af de ting, som jeg mener kan være vigtige. Jeg hører gerne fra dig i kommentarerne nederst på siden.

Motionér din hund

For det første er det vigtigt, at din hunds behov er tilfredsstillet. Det vil sige, at du skal sikre dig, at din hund har fået nok motion både før I skal ud på besøg og generelt i det hele taget. En træt hund er en hund med en god opførsel, som man siger. Når det er sagt, skal du selvfølgelig tage hensyn til dens formåen – herunder dens race og alder. Der vil fx være forskel på de fysiske udfordringer du bør give din Engelske Bulldog set i forhold til din Border Collie. I Drop nu den madskål – få gode råd til aktiveringen af din hund’ kan du få flere gode råd til hvordan du kan gøre det.

Den unge hunds energiniveau

Har du en unghund, der er fuld af krudt, er det typisk ikke nok med en lang gåtur i snor, hvis du gerne vil køre den lidt træt inden et besøg ude hos familien. Der er brug for at få lov at strække ud. Så brug gerne en meget lang line eller hav evt. din hund løs et sted, hvor det er ansvarligt at have den løbende løs indtil du kalder på den. Og husk at bold- og pindeleg måske giver din hund afløb for sin overskudsenergi, men den skal også kunne finde ud af at slappe af bagefter.

hund med

Lær din hund impulskontrol

Når du skal have din hund med dig, og den har svært ved at slappe af, kan det også være fordi den mangler impulskontrol. At være i stand til at holde sig selv tilbage, er en værdifuld lærdom for en hund. Lær din hund at blive mere tålmodig. Her er nogle af disse grundfærdigheder især gode at lære; frivillig sit, øjenkontakt, gode godbidsmanerer, mv. Se fx  ’Brug en klikker for at få bedre kontakt til hunden’.

Tæppeøvelsen

Det, at du lærer din hund at tæppet repræsenterer noget rigtigt godt, kan bruges til adskillige ting. Fx er det et godt pausested til træning, et godt liggested i køkkenet under madlavning, når du spiser og ikke mindst når du har din hund med på besøg ude. Tæppeøvelsen er altid en del af mine begynder hundetræningshold, hvor kursisterne som noget af det første kan øve sig i deres klikkerfærdigheder.

Jeg vil anbefale dig at bruge klikkertræning til at lære din hund at gå på tæppet. Hvis du ikke tidligere har prøvet klikkertræning, kan du tjekke blogindlægget Kom i gang med at træne din hund med klikkertræning.

Sådan gør du rent praktisk

Overordnet set skal du i starten belønne al adfærd, der har med tæppet at gøre. Efterhånden skal du blive mere selektiv med, hvad du belønner for.

Hav godbid og klikker klar før du lægger tæppet ned.

  1. Læg tæppet ned og klik og beløn (K/B) for at kigge på tæppet.
  2. K/B for at træde på tæppet. Læg godbidderne på tæppet. Klik og beløn 2-3 gange efter hinanden på tæppet. Derefter skal du klikke, når hunden er på tæppet – og kaste godbidden uden for tæppet /trække hunden ud med godbidden.
  3. Nu er det ikke længere nok, at din hund træder på tæppet. Prøv at K/B for øjenkontakt også. Og hvis du tidligere har belønnet hunden for at sætte sig ned, er der ret stor sandsynlighed for, at den snart vil vælge at sætte sig ned. K/B nu for at sidde på tæppet. Gentag som før 2-3 gange.
  4. K/B for at ligge ned på tæppet. Du må gerne lokke din hund ned de første par gang. Sig ikke ’dæk’.
  5. Tilføj lyd- og eller håndsignal ved fx at sige ’gå på tæppet’, når den gør det.
  6. Giv signalet, når du er sikker på at den vil gøre det, dvs. at du giver signaler tidligere end før – når du meget sikkert kan forudsige, at den vil gøre det.
  7. Lære at vente på signal. Læg tæppet ned, hold hunden i halsbåndet, giv signalet. Hunden skal løbe derhen – ellers skal du gå tilbage i indlæringen.
  8. Øg tiden på måtten – op til 5 minutter. Varier tiden. Giv evt. hunden et ben på tæppet.
  9. Tilføj afstand. Gennemsnitning afstand – men varier.
  10. Tilføj forstyrrelser i huset (mens du laver mad, spiser, mv).
  11. Andre lokaliteter (en park, hos venner, mv – start med det letteste for hunden).

Ovenstående er en ret detaljeret fremgangsmåde. Brug den, hvis du gerne vil arbejde i dybden og sikre dig succes. Den er også godt til når du ønsker at få din hund med på besøg.

Lær din hund at slappe af på tæppet

At bruge klikkeren som en markør for ønsket adfærd, får hunden til at gå i ’træningsmode’. Hunden synes, at træningen er sjov, og vil typisk begynde at tilbyde mere adfærd for at få dig til at klikke og belønne med godbid. I dette trin af træningen, ønsker vi imidlertid at hunden falder til ro og begynder at slappe af på tæppet. Derfor skal du tage klikkeren ud på dette tidspunkt.

Det vil sige, at du nu bare skal lægge en godbid ned til den, når den slapper af. Efterhånden som din hund bliver bedre til at forholde sig i ro i længere tid, skal du gå over til at belønne af og til, dvs. nogle gange er der kortere tid imellem dine belønninger og nogle gange er der længere tid imellem.

Træn på tidspunkter, hvor din hund er behovstilfredsstillet og i forvejen rolig. Træn kun kort tid i starten. Sørg for at få succes i din træning.

Hund med på besøg

Betinget afslapning

Når du kan se, at din hund ligger stille og afslappet, kan du tilføje et signal såsom ’rolig’. Det vil sige, at du siger ’rolig’, når din hund er rolig. Efterhånden som hunden hører signalet flere og flere gange kombineret med dens rolige adfærd, vil du kunne bruge signalet ’rolig’ for at få den til at slappe af.

Hvis du ønsker det, vil du efterhånden også kunne udfase dine godbidder og bruge kæl og ros i stedet for. Dine berøringer, din stemme og dit kropssprog skal være rolige og derved understøttende for hundens ro. Dine berøringer skal være som en massage; med langsomme og lange strøg, ikke små og hurtige berøringer. Træk ligeledes vejret roligt. Hvis du gerne vil lære at massere din hund, og dermed få alle de fordele derved, kan du læse mere HER.

Management

Når du træner, skal du altid belønne din hund for ønsket adfærd. Derudover bør du benytte dig af management for at forhindre den i at have succes med at lave uønskede ting. I denne situation med din hund med på besøg, kan det fx betyde, at du beholder din hund i snor indtil den er faldet til ro.

Når du har din hund med på besøg, kan du også med fordel have tæppet liggende tæt på dig. Læg en godbid ned til din hund en gang imellem. Ligger din hund lidt fra dig, kan du af og til gå over til den og lægge en godbid på tæppet, når den er rolig. Kører hunden op, skal du gøre det nemmere.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Måske du også vil læse….

Webshop hund
stress hos hunde