Endnu en øvelse for at lære din hund at gå pænt i snor

gå pænt i snor

Lær din hund at gå pænt i snor

Hvis du gerne vil lære din hund at gå pænt i snor, er der heldigvis mange ting du kan gøre. Én af de ting du skal i gang med, er at lave nogle øvelser med hunden. Du kan se mere om hvorfor hunden trækker og hvad du kan gøre ved det. I denne artikel skal du lære hunden at følge et lille træk – og i øvrigt blive mere opmærksom på linen. Jeg kalder øvelsen ‘Det rå æg’ og den er en del af mit online-kursus ‘Fra Frygtelig til Fantastisk Gåtur på 5 uger‘. Jeg har øvelsen fra Grisha Stewart, hvor jeg har taget min uddannelse som BAT-instruktør.

Lær din hund at følge et lille træk i linen

Jeg er bestemt ikke tilhænger af, at vi skal trække i hunden for at lære den at gå pænt i snor. Hundens naturlige refleks er nemlig at gå i den modsatte retning af trækket, simpelthen fordi ’træk avler modtræk’. Men i denne øvelse, ønsker vi – som en øvelse – at lære den at følge et let træk.

Hunden skal lære, at trækket har betydningen: ’Gå i retning af trækket indtil det stopper’. Du skal i øvelsen prøve at have fokus på hvornår linen er stram og hvornår den er løs. Når linen er stram, vil karabinhagen være vandret. Vi ønsker, at linens karabinhage bevæger sig nedad fra vandret, dvs. der kommer et lille ’smil’ på linen. I starten er det tilfældigt når det sker, efterhånden bevæger hunden sig helst bevidst efter trækket.

Du skal starte træningen op derhjemme, hvor snoren gerne sættes i halsbåndet. Når hunden er blevet god til øvelsen, kan du tage den med udenfor på gåturene, hvor din hund nu har sele på i stedet – evt. en sele, hvor du kan hæfte linen foran på brystet.

‘Det rå æg’; Sådan gør du

Hav snoren i din højre hånd. Bruger du klikker (du kan læse mere om hvordan du lærer at bruge en klikker her), kan du ligeledes have den i din højre hånd. Hav en godbidstaske på dig, så der er let tilgang til lækre godbidder. Forestil dig, at du har et råt æg i den hånd, hvor du også har snoren.

Trin 1
Start træningen i et lille rum såsom badeværelset uden andre forstyrrelser. Sid på en stol. Træk så lidt i snoren, at det imaginære æg ikke går i stykker. Hold det lille træk og vent. Trækker hunden væk fra trækket, lader du hånden følge med, sådan så trækket forbliver konstant. Bliver du træt af at vente, kan du prøve at flakse/vibrere lidt med linen. I det øjeblik hunden følger trækket og linen bliver løs, belønner du. Når hunden har spist godbidden og er klar igen, laver du et lille træk – måske til den anden side. Gentag, gentag, gentag.

Trin 2
Du sidder stadig ned i et lille rum. Nu øger vi sværhedsgraden. I stedet for kun at forlange et enkelt skridt før vi belønner hunden, kræver vi nu at hunden bevæger sig den dobbelte afstand. Det er vigtigt, at du ikke lægger så hårdt et træk på hunden, at du trækker den rundt. Stadig det samme tryk som før, bare lidt længere tid. Trykket skal være konstant, indtil hunden har taget to skridt. Så slækker du linen og belønner. Gentag mange gange. Dette kan godt være et svært punkt, hvis hunden ikke har kunnet gå pænt i snor igennem længere tid.

Begynd også gerne at stå op. Vent længere og længere med at slække på trykket – og beløn hunden når den følger trækket. Målet er at få hunden til at gå i en cirkel. Begge retninger.

Trin 3
Nu rykker du træningen til et ’kedeligt’ og lidt større rum, som er lille nok til, at du kan følge hunden med et konstant tryk/træk. Start med at følge hunden (intet træk) og sæt derefter et lille træk på hunden. Beløn hunden idet den giver efter for trykket. Trækker hunden væk fra dig, følger du efter den, så trykket forbliver konstant. Udvid gradvist antallet af trin din hund skal gå, før du belønner.

Trin 4
Tag træningen ud i haven, eller et andet sted uden for mange forstyrrelser. Nu kan du øve dig på vendinger og cirkler. Husk, at du har et råt æg i hånden. Du skal stadig følge hunden, hvis den trækker af sted – for at holde trækket konstant.

Trin 5
Herefter tager du også øvelsen med ud på gåturen. Men forsøg at tilføje få forstyrrelser ad gangen. Lav i starten øvelsen, når hunden har fået krudtet den værste overskudsenergi af. Lav en masse vendinger og hastighedsændringer. Hvis du kan se en stor forstyrrelse længere fremme, kan du flakse med linen, dreje til højre og gå i en stor bue uden om. Alternativt kan du vende rundt og gå væk. Efterhånden behøver du færre hastighedsændringer – og du kan ligeledes gradvist begynde at trappe ned på belønningerne.

God fornøjelse med øvelsen 🙂

PS. Husk at du har mulighed for at få en fantastisk gåtur med din bedste ven via mit online kursus: “Fra Frygtelig til Fantastisk Gåtur på 5 uger“.

Mere inspiration til din familiehund? Så klik videre her…

Hund med på besøg
stress hos hunde
0 svar

Skriv en kommentar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *