Se her, hvad du kan bruge BAT hundetræning til

BAT hundetræning = Behavior Adjustment Training

BAT står for Behavior Adjustment Training og konceptet er ‘opfundet’ af amerikanske Grisha Stewart (billedet). I daglig dansk tale, kalder vi det bare BAT-træning.

Som navnet lidt antyder, drejer det sig ikke helt om ’almindelig’ hundetræning. BAT går dybere og kan bruges til at ændre hundens følelser. Faktisk kan BAT-træning bruges til at reducere hundens aggression, angst og frustration over overfor ét eller andet. BAT-træning er en rigtig god træningsmetode til at gøre din hund mindre utryg over for fx andre hunde, mennesker, trapper, heste, osv.

Bløde og venlige metoder

BAT-træning går lige nu sin sejrsgang over hele verden. Det er oppe i tiden – heldigvis – at bruge såkaldte bløde træningsmetoder, hvor vi ikke bruger magt og tvang, når vi skal lære hunden noget. Her er BAT-træningen helt klart en aflægger af de positive træningsmetoder. BAT er én af de træningsmetoder, hvor hunden opnår empowerment. Vi presser den ikke frem på nogen måde. Den opnår kontrol over sin egen situation, og for en sikkerheds skyld skal det nævnes, at det ikke er fordi at den er ved at overtage kontrollen med hele familien, osv. Næh, kontrol over sin egen situation betyder mere, at den har indflydelse på, hvad der sker med den. Den får ikke bare mundkurv på og bliver lukket ind til en masse andre hunde (nævner det fordi jeg har set en video, hvor Cæsar Milan har gjort dette ved en ‘aggressiv’ hund).

BAT hundetræning

Hvad er det, der er anderledes ved BAT-træning?

Én af de ting, der gør BAT-træningen rigtig effektiv er, at det er hunden, der spiller den aktive rolle og selv lærer at kontrollere sin egen eksponering over for miljøet og det, der gør den bange. Det betyder, at den f.eks. lærer at vise mere fredelige og dæmpende signaler og bare gå sin vej, hvis den har brug for det – i stedet for at bruge de mere uvenlige signaler, såsom at fare frem og gø. Det kræver selvfølgelig, at du som ejer lærer at aflæse din hund og hjælper den ud af problemfyldte situationer, mens den er i læringsprocessen.

Gennem BAT-træningen lærer hunden at forstå triggeren – og blive tryg ved den. Det kan betyde, at du på sigt kan forbedre hundens sociale kompetencer så meget, at den kan gå fra at lave udfald over for andre hunde – til at vælge at være social med dem. Men det kræver selvfølgelig, at du træner en del med din hund.

Her er Michelle og Maugdas historie

Jeg fik Maugda, da hun var 3 år. Jeg vidste derfor ikke, hvad der fik hende til at reagere på verden, som hun gjorde. Jeg havde en yderst reaktiv hund i visse situationer. Jeg var flov over at møde andre hunde når vi gik tur, da hun lavede udfald og skreg efter dem.

Jeg ved nu, at hun gjorde udfald, fordi hun var usikker og stresset. Efter hun har lært at vælge en bedre reaktion, og er blevet meget bedre socialiseret i et tempo, hun kunne følge med i, er hun en helt anden hund. Vi kan gå tur i København, tage i parker med andre hunde og mennesker samt gå til agilitytræning, hvilket er blevet en fornøjelse for os begge. 

Vigtigst for mig er, at jeg har fået en glad og meget mere velafbalanceret hund, så hun nu i en alder af 6 år hviler meget bedre i sig selv og kan tage med mig alle steder. Jeg skammer mig ikke længere over hendes adfærdsmønster, for det er sjældent hun vælger det gamle mønster og ofte kun over for enkelte hunde eller situationer.’

BAT hundetræning

Men hvad består BAT hundetræning egentlig af?

BAT hundetræning består helt kort af følgende elementer

Linehåndtering.

Set-ups, dvs. arrangerede træningssessioner.

Overlevelse på gåturene.

Forstå din hund – herunder hundesprog.

Linehåndtering

Linehåndtering er en stor og essentiel del af BAT-træningen. Du kan nok gætte, at det ikke bare gælder om at holde fast i den anden ende af linen. Det, at hunden f.eks. laver udfald mod andre hunde på gåturen, kan skyldes mange ting, men det er ofte helt vildt, så stor en virkning det kan have, hvis vi som ejere bliver bedre til at holde linen løst, når hunden kigger på det, som den er bange for, ikke korrigere den med linen, osv.

Du bør øve dig i linehåndteringen uden forstyrrelser og triggere, før du tilføjer det, som hunden er bange for. Du kan læse mere om linehåndteringen HER.

BAT set-ups


Så er der de såkaldte BAT set-ups. Det er her, vi vil have størst succes med at ændre hundens følelser over for det, som den er bange for.

Vi træner på en sådan afstand af den såkaldte trigger, at hunden ikke reagerer med en udfarende adfærd. Og på den store afstand får hunden lejlighed til at indsamle information om triggeren, hvilket er med til at lære den, at triggeren ikke er en trussel. Få tips og tricks til se-ups lige HER.

Det vil sige, at hunden igen og igen øver sig på den sociale og venlige adfærd under trygge og kontrollerede forhold, hvor triggeren er en del af træningen. Som nævnt kan man lave BAT-træning med mange forskellige ting – helt afhængig af hvilke triggere, den enkelte hund har. Du kan både lære om BAT-træning som en del af en adfærdsbehandling, på et såkaldt BAT-hold og i en kombination.

Du kan også få hjælp til BAT træning online i Hundeklubben Online, som er min All Inclusive Hundeklub. Som medlem får du adgang til ALT online materiale, jeg har lavet – og som jeg laver i fremtiden. Med nyt materiale hver måned er der masser af gode råd at hente, så du kan få den bedste hverdag med din hund.

Overlevelse på gåturen

Ja, det lyder måske lidt mærkeligt, men det kan nogle gange føles meget belastende at gå tur. Ikke på den måde, at der er fare for, at der kommer en tiger og spiser jer, men det kan selvfølgelig virke meget stressende på både dig og din hund, især hvis I på jeres vej møder noget, som skræmmer hunden – og derfor udløser en reaktiv adfærd. Som Michelle ovenover beskrev det, kan man som ejer f.eks. blive flov over sin hund, og folks tilråb kan bestemt gøre den negative følelse endnu værre.

Men det korte af det lange er, at du ingen kontrol har over triggerne på jeres gåture. De kan f.eks. pludselig komme rundt om et hjørne og komme alt for tæt på. Derfor er det vigtigt, at have nogle redskaber med sig i bagagen, så man kan overleve, dvs. prøve at sørge for, at holde hundens stressniveau nede, så den ikke laver udfald.

Forstå din hund – herunder hundesprog

Du vil blive bedre til at aflæse din hund. For det første skal du kende til, hvordan den ser ud, når den er afslappet. Hvis du kender til det, er det meget nemmere at se de ændringer, der sker, når din hund fx. er ved at ‘køre op’ over for en anden hund. Det vil hjælpe dig enormt meget.

Hvad du ellers kan bruge BAT hundetræning til

Som allerede nævnt, er BAT hundetræning ideelt til problemstillinger, der har et socialt islæt, dvs. hvor hunden f.eks. er utryg omkring andre hunde, mennesker eller ting.

Det ville være rigtigt dejligt, hvis vi – allerede fra hunden er lille – er i stand til at kende til og reagere på hvalpens små tegn og signaler, der fortæller os, at den har fået nok af den pågældende interaktion. Og hvis vi kunne undgå at presse hvalpen til at møde nogen eller noget, som den ikke har lyst til at møde. Så kunne vi højst sandsynligt få nogle bedre socialiserede hvalpe, der hviler mere i sig selv – og dermed undgå en del uønsket adfærd.

Har du selv prøvet BAT-træning?

Har du hørt om BAT-træning? Måske har du en ven eller veninde, der har prøvet det. Er du i tvivl om, hvorvidt det kan være noget for dig? Skriv gerne dit spørgsmål her.

0 svar

Skriv en kommentar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvis du kunne lide dette blogindlæg, vil du måske også synes om dette..